tirsdag den 1. januar 2008

Blev 2007 sprunget over?

Hendes Majestæt Dronningens nytårstale 2007

blev udsendt nytårsaften kl. 18.00 i tv og radio. Dronningen indledte sin tale således:

Nytårsaften er et af årets mærkeligste højdepunkter. I morgen er der jo atter en dag; solen vil stå op på det sene tidspunkt, som hører årstiden til, og vejret vil næppe blive anderledes, end hvad den seneste vejrmelding lover os. Alligevel ser vi frem til denne aften som noget særligt, enten vi samles i glade venners lag eller vi måske foretrækker at holde den i stille eftertanke. For denne aften er skelsættende; i morgen står vi pludseligt i et helt nyt år: år 2008; i aften vil vi sige farvel til år 2006.

I det trykte manuskript og i tekstningen på tv står der 2007, men dronningen sagde 2006! Du kan genhøre (gense) Dronningens nytårstale på DR Update.

Ja - 2008 er et skudår, som det bekendt er hvert 4. år. Dog overspringes år, som er delelig med 100, bortset fra år, som er delelig med 400. (År 1800 og 1900 var ikke skudår, men år 2000 var).

Ved kalenderreformer sker der overspringelser af dage, som da vi i Danmark sprang 11 dage over ved overgangen fra den julianske til den gregorianske tidsregning. I år 1700 havde februar kun 18 dage, da den 18. februar blev efterfulgt af den 1. marts.

Mens dronningen åbenbart i sin fortalelse har sprunget et år over, så har digteren Henrik Nordbrandt indført sit særlige år med 16 måneder:

Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.

(fra digtsamlingen Håndens skælven i november, 1986).

Så efter vejret at dømme har vi stadig november!

2007 var biblioteksmæssigt året, hvor vi i Slagelse havde lukket det meste af januar (chipning, chipning og chipning) - og året hvor Slagelse Bibliotekerne blev rejst på grundlag af Slagelse Bibliotek (tidligere Slagelse Centralbibliotek), Korsør Bibliotek og Skælskør Bibliotek - og en bogbus fra Hashøj Kommune. Vi nåede ikke at få en fælles hjemmeside i 2007, men på mange andre områder blev der indledt et tæt samarbejde mellem tidligere 3 selvstændige biblioteker. Og trods nogle tekniske problemer har vi som personale vist stor samarbejdsvilje og fået dagligdagen til at fungere til glæde både for vores brugere og for os selv som personale.

Velkommen til år 2008, hvor februar har 29 dage og hvor 1. maj er hel fridag (Kristi Himmelfartsdag). Et sjældent år, hvor fastelavn, påske og pinse falder meget tidligt (den 3. februar, den 20.-24. marts og 11.-12. maj), og hvor årets Mayland-kalender først kan genbruges år 2160.

Ingen kommentarer: