mandag den 17. december 2007

Beruset spørger: Hvad er en genstand? (Med afsløring af en hemmelighed)

Der er 7 dage til jul ...

"En genstand er en simplificeret måleenhed for mængden af alkohol som indtages i f.eks. øl, vin eller spiritus." Sådan oplyser det udmærkede netleksikon Wikipedia.

Da jeg for mange år siden var med til at redigere den danske katalogiseringsregler for ikke-boglige materialer, skulle vi dels oversætte og tilpasse de engelske regler i AACR2 til de danske, dels finde gode (danske) eksempler til de enkelte paragraffer.

Katalogiseringsreglerne's 2. del (Beskrivelse) er - efter en indledning og nogle generelle regler - opdelt i materialetyper:

Kapitel 10 bød på flere udfordringer. For det første var denne type materialer ikke almindelige på et bibliotek og slet ikke et folkebibliotek. Havde et bibliotek denne type materialer, var de som oftest ukatalogiserede: det kunne være legetøj på børnebiblioteket, herunder spil og lignende.

Umiddelbart synes jeg, at betegnelse "genstand" stødte mig. Og jeg konfererede med en kollega på biblioteksskolen, der i stedet foreslog "ting". Begrundelsen er, at fokus ligger på det ydre, altså "tingen" (fx en bog), ikke indholdet (i dette tilfælde teksten i bogen). På dansk har vi også ordet "tingsliggøre". Mit (eller rettere min kollegas) forslag vandt ikke gehør. Kapitlet kom til hedde "Tredimensionale genstande" i den danske version.

Hemmeligheden: Så var det, at min indre drillenisse slog til, da der skulle findes eksempler til reglerne. I de hjemlige samlinger fandt jeg bl.a. en flot rektangelporfyr, jeg engang fandt på Livø. Det var også OK, sådanne kunne tænkes på skolebiblioteker mv. Men i afsnittet med numre fandt jeg på at aflæse EAN-stregkoden på en flaske Rød Aalborg (http://www.aalborgakvavit.dk/t2aal/roed_aalborg.aspx). Se selv:

10.7B19 Numre i materialet Numre i materialet og andre numre med tilknytning til materialet kan gives her, hvis de skønnes at være af betydning. Vedrørende ISBN og ISSN se også 10.8B1.

512 00 *a På æsken: 5-1408-3

512 00 *a EAN-stregkode: 5 700350 011118

Så dagens indlæg slutter med en gåde: Hvor mange genstande er der i 1 flaske Rød Aalborg?

Har du behov for at kende din promille, så er der hjælp her: http://www.jul-for-alle.dk/alkometer.php

Ingen kommentarer: