onsdag den 19. december 2007

Om at skrive dagbog og lidt om Lasse Helner med flere


Der er 5 dage til juleaften ...

Ja for det er først om aftenen, det er jul i Danmark.

Det at skrive i en blog er jo næsten som at skrive dagbog. Min dagbog rummer nok hemmeligheder, men jeg giver nu ikke slip på alle mine hemmeligheder og tanker.

For nylig læste jeg, at søndag d. 2. december modtog Lasse og Mathilde Fyns Amts Kulturpris 2007. Det fik mig til at få lyst til spille den første plade, hvor Lasse og Mathilde var sammen musikalsk, nemlig Mathilde: Pigesind (1975), udgivet på pladeselskabet Exlibris. Teksten er jo som bekendt af Tove Ditlevsen, og Exlibris har senere fulgt op med den musikalske fortolkning af Tove Ditlevsens digte fra senere livsaldre med Anne Linnet: Kvindesind (1977) og Birgit Brüel: Den hemmelige rude (1984). Disse 3 lp'er indgår i min lille samling af litterære plader, som sammen med revyplader og viser er et af de få områder, som jeg har fokuseret på i min samling af grammofonplader. De 3 Tove Ditlevsen-plader betragter jeg som en perle i samlingen.

Selv var Tove Ditlevsen en lidt sky oplæser, og der findes ikke udgivet nogen plader med hende. Da jeg har hørt hende i radioen, vil jeg tro at der findes optagelser i DR's arkiver (men man kan jo aldrig vide). Der findes vistnok filmklip med Tove Ditlevsen, hvor hun læser egne digte. Som et kuriosum kan det nævnes, at et digt af Tove Ditlevsen har givet navn til den danske film Blinkende lygter. Da filmskuespilleren citerer fra digtet, er det fra et slidt eksemplar af bogen, og forfatternavnet er blevet til Ove Ditlevsen (!). Jeg kan stadig huske, da Tove Ditlevsen blev efterlyst i Radioavisen og senere blev fundet død i Rude Skov.

Jeg er også ejer af en singleplade fra 1981 med Lasse Helner, der indeholder nummeret Dagbogen (singlen er fra lp'en Sort/hvid). Det er dog ikke et nummer, han selv han skrevet. Musikken er skrevet af den amerikanske komponist og pianist Burt Bacharach (født 1928), der i 1957 sammen med tekstforfatteren Hal David og sangerinden Marty Robbins fik gennembrud med sangen The Story of My Life, der blev nummer 1 på country-hitlisten i USA. Herhjemme blev sangen samme år fordansket af Claus Walter og indsunget på plademærket Metronome af parret Grethe og Jørgen Ingmann. Sangen slutter med ordene "Min dagbog venter stadig spændt, om det bli'r en happy end med dig". Skæbnen ville, at Grethe og Jørgen Ingmann gik hver sin vej, og efter en solokarriere er Grethe Ingmann nu ikke længere blandt de levende.

Min dagbog lever stadig, og jeg bliver stædig ved indtil det er juleaften.


3 kommentarer:

Svampen sagde ...

Og vel lidt tid efter???

Mai-Britt sagde ...

Så vil jeg da lige nævne at Visens Venner i Sorø har en Tove Ditlevsen-aften sidste tirsdag i februar kl. 19.30 i Sognegården. Du kan trygt komme - jeg synger ikke selv med (men har fremskaffet nogle noder)!

Finn (bibliotekar i Slagelse) sagde ...

Tak Mai-Britt for tippet. Det glæder jeg mig til.